NORDJYSKE Stiftstidende, mandag den 12. maj 2014
Christian Stokbro Carlsen
DIGTE
Sternberg ”Depressionsdigte”
# # # # # ¤
”Depressionsdigte” er ikke en titel, men en forfatters forventning til, hvordan hans digte vil blive modtaget af andre læsere – i hvert fald, hvis man skal tro et af bogens sidste digte:
”når jeg forholder mig til
tidligere tiders digte
læser jeg dem
som depressionsdigte
jeg går ud fra
at du også læser
mine digte sådan”
Det er en måde at forholde sig på, og det vil i et eller andet omfang sige, at tiden er inde til at læse depressivt, om man så må sige, det er en periode – og måske derfor blandes samfundsmæssige og personlige depressioner sammen. Dette er en forenkling af en mulig kompleksitet. Helt banalt kan man spørge, og sådan må man møde enhver ny digtsamling – uanset hvem, der har skrevet den: Tilføjer denne samling noget nyt (ikke at forveksle med Ezra Pounds pompøse eksklamation ”make it new”) – og det gør Sternberg. Den lader depressionen kommer til orde, hvorfor digtene gennemløbes af en bitter, selvfornægtende humor og lige så stor håbløshed, men den indvinder også nyt sprog. ”vi avler børn der får det endnu værre end os”. Og et andet sted genlyder salmistens de profundis clamo ad te (der er blevet hvermandseje siden Shyamalans ”The Sixth Sense”), når Sternberg indleder et digt med ”jeg råber til dig / nede fra dybet // det er ikke så vigtigt / hvad jeg råber”, nej for henvendelsen er i sig selv en bøn om varetagelse. Så på sin egen forskruede sekulære måde øser Sternberg af samme kilde som salmisten, prædikeren og forfatteren til Jobs bog. Det er der kommet noget ganske gedigent og læseværdigt ud af.
Seneste kommentarer