Weekendavisen den 2.5.2014
Sort hul. Sternbergs depressionsdigte er så gode, at man tager sig i at nyde digterens depression.
En nederen æstetik
Af LARS BUKDAHL
Sternberg: Depressionsdigte. 71 sider.
Vejl. pris 150 kr.Kronstork
Det er sjovt, som det er besværligt at finde ud af, hvilke digte i Sternbergs vellykket triste Depressionsdigte der er de bedste depressionsdigte.
Er det dem, der er bedst til selv at være depressive, eller dem der er bedst til at besynge depressiviteten poetisk?
For det er nemlig ikke uden videre de samme digte.
De førstnævnte, de depressivt depressive digte, er også i deres form triste: De nøjes med at konstatere og udmale, gråt i gråt, at alt er af helvede til, et grundigt kuldslået helvede, hvilket allerede er for fornemt formuleret i forhold til fx dette digt: ”det er ikke til at sige/ hvor lang tid// det kommer/ til at vare// jeg kan bare konstatere// at det ikke bliver bedre.”
De sidstnævnte, de poetisk depressive digte, slår lige præcis deres små fikse og fyndige slag med halen i tristesseudmålingen – og er automatisk dem, kritikeren, hvis han selv er i godt humør, sætter kryds ved. Dette her for eksempel, der leger finurligt med to af samlingens gennemgående elementære (eller banale) figurer, at falde og at bygge:
”Det er svært// at bygge noget/ imens man falder// man man forsvinder jo ikke/ af den grund// så noget skal man jo lave// for at føle/ at man lever// også selv om man/ falder // så man bygger noget/ og håber at det/ vil blive ved// med at falde// i den samme retning som én selv.”
Der er cirka lige mange digte af hver sin depressive slags, og cirka lige så mange digte, der befinder sig i en mellemzone, fx gruppen af mutte aforismer: ”Det kan ikke betale sig//at så// jeg spiser/de korn/ der er.”
Jeg tror denne balance mellem anti-poesi (eller a-poesi måske bare) og pro-poesi (p-poesi) er afgørende for bogens depressive succes: Lutter blank a-poesi ville blive for ligegyldigt; lutter fiks p-poesi ville virke for kækt.
Sammenlign bare Pablo Llambias’ tre digre bind med a-poetiske depressionssonetter med Sternbergs præcist – mellem simpelhed og enkelhed – dirrende, lille poesibog.
Mindre komisk end hos Llambias, men også lidt unødvendigt, føler man, linker samfundets økonomiske depression sig her og dér på digterjegets personlige depression.
Ligesom i Stenalderdigte, Sternbergs lige så stilige og meta-stilige bog fra 2011, udæskes og besværges læseren direkte:
”Du er som læser/ ond og forkælet// at du kan læse// om mine/ trængsler// uden at gøre noget.”
Hvilket har en direkte, anfægtende effekt på samme; man tager sig, som jeg gjorde ovenfor, i at nyde digterens depression. Men så bliver i hvert fald jeg også obsternasig: Jeg vil helt klassisk have lov til at smile mit kritikersmil over et herligt misantropisk billede som nu dette: ”Alt vejarbejde/ ender i/ blindgyder.”
Seneste kommentarer