Nørrebro Bibliotek, som også har en hel væg med tilfældige læderindbundne bøger stående for endevæggen, fordi det ser så pænt og biblioteksagtigt ud, og hvis bøgerne ikke stod dér, skulle de jo bare smides ud. DET bibliotek. Hvor jeg i øvrigt kommer meget, fordi det er en rar indendørs legeplads for børn, havde i går “Julemandens værksted” hvor børn kunne lave julegaver ved at klippe bøger i stykker. Bøgerne lå i bunkevis på bordene. Resultatet fik børnene derefter rammet ind og pyntet med et eller andet. Jeg fik ikke sat mig så meget ind i det, fordi konceptet gav mig en umiddelbar kvalmereaktion: at komme ind i et rum på biblioteket, hvor børn bliver opmuntret til at ødelægge bøger! Jeg skyndte mig at få mit barn på 3, som heldigvis ikke umiddelbart gad, ud af rummet. Børn skal sgu da ikke lære på biblioteket, at det er okay at klippe bøger i stykker. Men argumentet er selvfølgelig ligesom med dekorationsbøgerne: Hvis bøgerne ikke blev klippet i stykker, skulle de jo bare smides ud. Bliver det næste en hyggelig bogafbrænding og snobrød?