Kære Emil?

At kalde en forfatter for Lars ville, i disse år, svare til at kalde en hund for Fido, så det vil jeg undlade at gøre, i denne omgang.

Angående, det rene år:
Jeg / vi glæder os til at fejre din bevægelse ind i et år, som forhåbentlig vil spare dit legeme for en fortsættelse af den almindelige tilsværtning. Jeg selv kender endnu ikke meget til dette år (eller jo, det gør jeg, men det hører ikke til i nærheden af mine litterære højdedrag), andet end, at det så afgjort er mit 33. leveår – bemærk, hvordan jeg tæller opad 1,2,3,4 … etc.

Angående, hvordan man tæller:
Netop fordi intet nogensinde er det samme, må jeg opfordre dig til at tælle opad, d.v.s. Akkumulerende, fremfor gradvis at bevæge ned mod et nulpunkt, som man også kunne kalde et lavpunkt. Din anonyme ven (og på en lidt anden måde, måske, også denne Tom Thomsen, som du taler om) opererer med en form for tallogik, som jeg finder unaturlig. Derefter behøver jeg egentlig ikke at sige mere, andet end, måske, at det anonyme menneske operer med en logik, som synes at mene, at noget kan kan være der, i negativ forstand. Nærvær eller fravær, synes for mig, som mere korrekte måder at spidsformulere livet på. At tælle nedad, nedad, nedad, for derefter at begynde på det samme igen, i negativ forstand – at tælle opad, mens man vil synes at fortsætte med at tælle nedad, deler livet op på en kunstig vis.

Nord / Syd:
Min snak om Nord-syd tilstræbte at opbygge et billede, og var ikke rettet mod noget uden for denne logik – så jeg vil undlade at prøve at forklare, hvad jeg mente, blot kan jeg da opfordre til at læse det på ny, gerne én gang, men også gerne 1-2-3-4 gange, for jeg kan have dig mistænkt for, at du talte ned, under din forrige læsning. Derved sluttede din læsning på et nulpunkt, på sidste linje, hvad der aldrig kan være en god måde at afslutte noget. I forbindelse med en dagsudflugt er det også altid at foretrække at indlede dagen i en dal, for siden at afslutte den på et bjerg.

Tanker om din fødselsdag:
Hvis du indledte dit liv med at være 75 år, ville du i løbet af 75 år være nul år, og de resterende år ville være negativt defineret – og sådan ville jeg ikke synes, at nogen, og da slet ikke nogen, som jeg bryder mig om, skulle finde på at finde afslutningen på et langt liv. At slutte med minus på minus, må da være ubærligt. Lige som, det også må være besynderligt at afslutte livet førend man er nået ned til nullet.

Angående de specielle rum i bevidstheden:
Litteraturen bør søge ly i specielle rum i bevidstheden, som er moderat divergerende fra de tilstødende lokaler. Dette for, at man kan skelne blå stue fra den røde, så at sige. Litteratur er ikke som alt andet kunne jeg lige så godt have sagt, men det er nok i bund og grund ligegyldigt – alt det snak har næppe nogen betydning for, hvad vi går og laver, så lad os blot lade det ligge.

Angående, hvad jeg går og læser:
Alice in Wonderland og Through the Looking Glass, eminent.
Cervantes: Don Quixote, genlæser p.t. 1. bind, og skal snart i gang med det andet. Det er hyperguf – det bedste af det bedste. Cervantes kan alt.

Hvad jeg skriver:
Min roman, Flokken. Jeg er efter en tid, hvor jeg ikke rigtig har kunnet finde ud af for alvor at arbejde med bogen, nu omsider kommet i gang med at gennemskrive den – igen og igen og igen og igen etc. – På den måde, skal den nok blive færdig på et tidspunkt, men jeg synes godt nok bare, at den bliver ved med at blive længere og længere (jeg nægter dog, at tælle nedad, mod et på forhånd fastsat nulpunkt – jeg vil ikke!).

Nu vil jeg skridte af, i en retning – jeg ved ikke hvilken.
Et, to!
Et, to!
Et, to!

Og så fremad:
Et, to, tre, fire, fem, seks, etc.

Jeg har i øvrigt kun set én snemand i år. Han var lille, og boede, lige ved siden af fortorvet, på den modsatte side af Krusågade, i forhold til vores blok. Af en eller anden grund gjorde det mig glad at se ham, men det var også i de dage, hvor sneen for alvor tryllede.

Ærbødigst, og med tak for dine immer opmuntrende ord

Sternberg (Jesper)