([link til: lewoetmann.blogspot.com tekst: Se også Lars-Emil Woetmanns: #1 En hulken til kaffekoppen])

Der er krig i landet, men i dette køkken er aktørerne: kaffe (sort) og kop (hvid). De er sammen på denne dag, midt i historien, og imens vi ser det hele, på ubestemmelig vis, udefra, hulker de!

– God morgen.
– Nej.
– Hvad er der?
– Jeg er en kop, og du skolder mig med din varme. Det kan hænde, at det hærder min keramiske krop, men det er ikke videre behageligt.
– Jeg er kaffe, og jeg synes, at det er rart med din kølige krop. Den holder mig samlet, og giver mig form.
– Ja, du er ingenting i dig selv. Du er kun noget, i kraft af min ubevægelighed.
– Nej, jeg er sort, og jeg gør dig synlig – også i snevejr.
– Ja, folk elsker os begge i snevejr. Her, tag noget mælk og sukker.
– Sukker og mælk er hvide, så nu mangler der sort, for ellers kan man ikke se mig.
– Det klarer vi med en gang meget mørk chokolade. Her.

Der er nu:
kop (hvid)
kaffe (sort)
mælk (hvid)
mørk chokolade (sort)
sukker (hvidt)

Kaffen føler smerte ved sin indespærring. Det påvirker dens kulør. Dens blik er sløret, og den dufter, så det frembringer væmmelse og mavekneb, ikke mindst hos os, der almindeligvis behandler kaffe, mælk, sukker o.s.v. som forskellige former for trækdyr, og allernådigst, måske, som Dansk top hits, men ihvertfald ikke som samtalepartnere, der bør tages alvorligt.

– Jeg tror, at mere mælk vil være løsningen.
– Nej, der er i forvejen en klar overvægt af hvidt, så det kunne du lide, hva?
– Ja, det kan vi lide.
– Olé! Et skummet lag, som synes at undvige verden med sit tilpiskede væsens overmenneskelige natur. Som æterisk tyresæd, er det.
– Ja, og mere sukker, synes jeg også, at vi skal have.
– Vi kunne også istedet kalde på mere kaffe. Det er bare synd at blande den friske kaffe med dig.
– Mig! Hvad er der galt med mig? Det er fedt at være grim, og hvis den såkaldt friske kaffe vil være i min kop, må den finde sig i, at jeg er her. Kaffe! Kaffe! Mere kaffe!
– Din kop, siger du. Jeg er mere end blot din kop. Jeg er min egen kop. Jeg er hele verdens kop – og jeg er ingens kop.
– Du er en kop, efter mit hoved.
– Nej. Og du har slet ikke noget hoved. Vi har et fællesskab, og det er, at vi bor her nu.
– Vi har hele historien til fælles. Tænk på, hvor mange kopper med kaffe, der gennem tiden har boet her.
– Ja, og kopper med kaffe med mælk.
– Ja, og med sukker.
– OG CHOKOLADE!
– Der er kopper med kaffe, som minder om os over hele verden. Det er dem, som vi deler skæbne med: solidaritet.
– Ingen kopper med kaffe er, som de er her i køkkenet. Indrøm nu bare, at du også føler noget særligt for dette sted, for denne blanding af sukker, mælk, chokolade – og os. Ude er godt – javel, men du ved godt, hvornår, og hvor, du er hjemme. Elsk os nu – At prøve at have med resten af verden at gøre, er jo bare energi kanaliseret ud til ingen verdens nytte.
– Jeg har en hank, og en beholder til min væske – det er alt.
– Du har en sjæl. Jeg er din sjæl, min egen lille blege kop.
– Jeg er ikke bleg, for du farver mig altid på indersiden, og der er også pletter af dig, på min yderside. Jeg føler mig beskidt ved at skulle være så tæt forbundet med dig.
– Det kan du ikke være bekendt, det dér.

Og så hulker det virkelig. Det hulker fra koppen; tårer i kaffen. Og det hulker fra kaffen; koppen flyder over. Vi er midt i en, nu ubærlig, hulken; chokolade, sukker, mælk og kaffe blandes, for derefter at søges adskilt og blandet igen. Der hidkaldes kage, ost, skeer, og hvem ved hvad ellers? Vi tager flyveren væk. Resten af historien, har vi overladt til dem, der blev tilbage for at skrive den. Som det ser ud nu, er der uenighed i meningsmålingerne om hvem, der klarede diskussionen bedst. Sikkert er det imidlertid, at resultatet af deres diskussioner får afgørende betydning for fremtiden. Vi sidder netop nu, og snakker om det.

– Hvor er her fredeligt.
– Ja.