Det vilde er #12
det vilde er at min stil er øjeblikkelig
og derefter det samme men
et andet øjeblik og der
sker noget andet når jeg
lader de to hænder snakke løs
giv mig et liv og hænder nok
ingen har i længden tid til
at høre hvad en anden
tænker om alting
alle er udmattende selv vores børn
det vigtigste redskab for tanken er grænsen
det at kunne holde sit hoved lidt rent
at alt muligt som andre har i deres hoved
ikke kan komme ind hele tiden
der må være en grænse for nysgerrigheden
som jo ellers er vigtig hvis
du skal lave et eller andet
som nogen kan være interesset i
jeg ved ikke hvorfor der er så få
der skriver om hvordan
de skriver og hvad det er for en verden
der skriver og til hvem hinanden hvad
gør det kom nu ellers
kommer vi aldrig ingen steder
ind i hullet ud
du skal sige det højt
du skal levere både væske og rør
når digtene skal sluges
skal du huske
at der skal være spyt nok
noget at synke
dit spyt er af plastik
din mund er et guldæg
plask
jeg opfatter nok mig selv
som et mere rationelt væsen end de fleste
men der er så godt som ingen
måde at forudsige
udfaldet af mine forsøg
jeg ved ikke og noget
prøver lige noget
jeg ved ikke hvem der
gør arbejdet
er det hele noget
jeg finder på?
du prøver på at trænge ind i tingene
og forstå dem derfra
som om du rejste til en anden planet
imens går jeg hver dag og samler
Duplo og andet legetøj op
for at få ryddet lidt af gulvet
så det er til at tænke nogenlunde klart
en trampolin at tænke klart på
det gode ved metaforen
hvor metaforen er trampolin
er at arbejdet med metaforen
dermed ikke har et naturligt endemål
at det ikke føles naturligt
at opfatte det at hoppe på metaforen
som det arbejde det er
intet er så afslappende
som digte om digte
der ikke er konkrete digte
bare lidt tænkning
uden at noget som helst
behøver tage tøj på
onanisten der spiser sin sæd
og fortæller om det imens
hvad er det du vil med det du siger
hvad er det du gør
hvorfor er du så dramatisk
i din tasten er det noget du hører eller ser imens
som påvirker dig og hvem ved om det er til at læse?
det er nok kun mig
det er derfor jeg ikke ville være den rigtige til at anmelde mine ting
jeg ville få så meget med
som ikke er der længere fordi det var
forbundet med skrivesituationen
altid mine hænder
indtil teksterne er indoptaget i kroppen
efter at de er tastet ind
jeg ser sjældent på mine hænder
de er bare mine arbejdere
udfører alt muligt
tit også uden at jeg ved
hvad det skal resultere i
vågn op fingre
vågn op
der er ikke tid til
at I ikke ved hvilke taster I skal ramme
fingrene har ferie og bevæger sig
på andre måder end de plejer
skriver næsten ikke
rydder op
smører madder
slås med sværd
mine fingres ferie
indebærer at de ikke gør
det de bedst kan lide
ferie er et mærkeligt ord
når jeg arbejder gør jeg
lige hvad jeg vil
jeg har ikke kørekort og
din hjerne er min motorcykel
en gammel dam
Enigma
Først til mølle. Alle hold var ellers booket, men der har været en aflysning. Kender du en klasse, som kunne være interesseret i tre undervisningsdage med mig? Eleverne får skrevet en masse, lyttet en masse og set en masse. Det foregår på Enigma, som er et virkelig fedt museum. Evt. kan evt. en af dagene foregå på skolen.
Enigma har noget yderligere støtte, end hvad der fremgår her, og derfor er det GRATIS for skolen (ikke for staten).
https://www.enigma.dk/katalog/huskunstnerforlob-ting-der-digter-2
optrædener i 2023
23.1. Oplæsning på Café Blå time med Mia Degner og Knud Brix
21.2. Poesibanko med Thomas Krogsbøl På Bibliotekshuset
17.4. Oplæsning til Hvedekornsrelease hos Gyldendal
11.5. Optræden med Vagn Remme i Svendborg Forsamlingshus
17.5. Optræden på Fairbar i Aarhus med Peter Laugesen og Mads Mygind
1.11. Oplæsning og samtale med Caspar Eric i Huset i Magstræde
4.11. Optræden på Bogforum
25.11. Optræden i Kulturkiosken i Viborg sammen med Thomas Krogsbøl og Mads Mygind
3.12 Optræden i en musikalsk konstellation med T. S. Høeg, Kristian Tangvik og Oliver Laumann i forbindelse med club loco’s minifestival INDIGNATO!
17.12. Optræden med Mads Egetoft (tilsammen hedder vi STERNTOFT) til Kresten Osgoods fødselsdagsfest på H15
i 2023 var jeg deudover tilknyttet Enigma som huskunstner og i den forbindelse har jeg læst op og undervist en del.
Fremmeddigte LIVE!
Til Kresten Osgoods fødselsdag optrådte jeg sammen med Mads Egetoft . Tilsammen hedder vi STERNTOFT. Hør Fremmeddigte derfra (optaget af Carl Knast, foto af TS Høeg): https://soundcloud.com/sterntoft/fremmeddigte-live-til-krestens-osgoods-fodselsdagsfest
Poesibanko
Sådan cirka en gang om året laver jeg poesibanko. Nu er der snart ikke længe til. Denne gang er det sammen med skønne Marianne Larsen! Jeg glæder mig vildt. Køb plade/billet her: https://billetto.dk/e/poesibanko-med-sternberg-og-marianne-larsen-billetter-914346
Social Kritik
Social Kritik har valgt at trykke 8 digte fra Fremmeddigte i det seneste nummer af tidsskriftet. https://socialkritik.dk/170-2023-3/
De skriver i forordet:
“Igen i dette nummer fastholder vi vores ambition om også at
bringe det mere skønlitterære i spil i Social Kritik. Denne gang sker
det med digte af Sternberg og Asta Olivia Nordenhof, gennem
deres digte får vi tilbudt at kigge gennem et vindue og ind til nogle
af de mere eller mindre uartikulerede frekvenser, som er med til
at binde os sammen – eller gøre os fremmede overfor hinanden.
Digtene kredser med andre ord om temaet ’ensomhed’.”
At bruge mine digte til at kaste lys på det fælles / det sociale, synes jeg giver god mening. De er i den grad verdens- såvel som indad-vendte
Helbredende digte som julegave
jeg elsker Statens Kunstfond, men det her er så irriterende. Statens Kunstfond giver udtryk for, at jeg bør tænke over, hvor tit jeg printer. Hvis jeg prøver på at forestille mig, at der var et andet menneske, som talte sådan til mig, smelter jeg og lugter så ondt som en smeltende ost, der er gammel, ond og digter. Det må derudover have kostet en masse gryn. Har de lavet et CO2-regnskab? Kunne pengene ikke være anvendt mindre belastende (på virkelig mange planer) og mere klimagavnligt andetsteds? Det er overalt på Kunst.dk, så der er nogen, som bliver vasket godt grønne hér, og de burde få flotte grønne og kompostérbare hatte og medaljer, som de kunne gå rundt med i forbindelse med kunstneriske havevandringer.
https://www.kunst.dk/for-ansoegere/inspiration-til-groen-omstilling
Her er lidt flere digte fra manuskriptet til digtsamlingen Musikken
Moldy Peaches er et band med sådan en
smadret sensibilitet
deres humor om og med
stoffer og en infantil følsomhed
Det var Lars-Emil Woetmann
der præsenterede mig for
deres musik
dengang han boede i Berlin
det må have været i 2006
eller sådan noget
Kimya Dawson og Adam Green
der er så mange minder i deres musik
og jeg har været til koncert med både
Kimya Dawson og Adam Green
de er også ca. lige så gamle som vi er
med det aldersspænd der er imellem os
de er et år ældre end os
det er måske det der gør
at jeg føler at jeg forstår musikken
jeg ville ønske at jeg var stødt på dem
da jeg var ung
men deres cd er fra 2000
og der var jeg 27
lidt yngre end Dawson
som vel var ca. 28
og en del ældre end Green
som var ca. 19
i stedet var jeg ca. 33 da jeg hørte det
voksen og på vej til at være
etableret digter
ihvertfald medlem af
digterkollektivet Øverste Kirurgiske
de var med i Berlin
vi besøgte også min ven Henriette
som flyttede til Berlin
dengang midt i halvfemserne
da jeg var ung
det var nok et fint tidspunkt
at høre Moldy Peaches
det var ihvertfald det tidspunkt jeg hørte
Moldy Peaches
—
jeg laver en radiostation
ud fra et nummer jeg lige har hørt
på Spotify med en rapper som jeg har hørt
en del af på det seneste
men jeg kan ikke huske hvad hun hedder
og jeg tænker aldrig på hende
når jeg ikke cykler
Erica Banks hedder hun
måske er hun ikke noget særligt
måske er hun god
jeg hører hende ihvertfald meget i øjeblikket
det må være hende der er god
for jeg gider ikke høre en radiostation
med musik som nogen alegoritmer har skønnet
minder om et af hendes numre
det gør det hele diffust og kompliceret
—
Nirvana inkarnerer aspekter af
hvordan det var at være ung i 90erne
for mange af os
det kan være helt smertefuldt at træde ind i det rum igen
afmagt / agression / flaskeøl i alle retninger
—
Percy Sledge synger som vi allesammen
forestiller os at vi godt kunne synge
hvis vi kunne synge som os selv
vores sjæl synger med
Gratis digter
Har du et cvr-nr. kan du få mig ud og optræde ganske gratis støttet af Mor Danmark. https://www.kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud/forfattermoeder-for-voksne Jeg kan også læse op og undervise børn og unge https://www.kunst.dk/for-ansoegere/soeg-tilskud/levende-litteraturmoeder-for-boern-og-unge. Jeg underviser i øjeblikket skoleklasser for Enigma (https://www.enigma.dk/katalog/huskunstnerforlob-ting-der-digter-2), og jeg kan lide det. Skriv til mig. Jeg er digter, men jeg kan lide at luftes