Depressionsdigte

Lars-Emil Woetmann sendte mig lige det her citat fra Anders Haarh Rasmussens bog Skrivemaskinen. Depressionsdigte er uendelig meget værd for ham, skriver han. Køb Depressionsdigte via Kronstorks biks, hvor den er til salg billigt http://kronstork.dk/boghandel/deprressionsdigte

MEN hvis Kronstork har udsolgt, kan den købes dyrt hos mig. Jeg har ikke helt besluttet, hvor dyr den skal være

Det varmer godt nok med den begejstring, og jeg gør mig umage for at tage den til mig. Selv om min go to mode bare er at arbejde videre, når først en bog er ude i verden. Jeg er ikke på Facebook længere, men jeg kan heldigvis læse med. Det er dejligt og overvældende at kigge ind til den slags udsagn. Jeg var godt nok nervøs for, at Det samvær vi har sammen helt ville blive overset

Så legendarisk som Søren Ulrik Thomsens Mit lys Brænder

Så kom Bukdahl på banen med sin anmeldelse af Det samvær vi har sammen. Han synes simpelthen, at den burde blive lige så legendarisk som Søren Ulrik Thomsens Mit lys brænder. Jeg holder weekend nu. Smider anmeldelsen op som tekst nedenfor.

Sikke dog et levende mudder

POETIKTOK . Sternberg skriver veloplagt forvirrede og forivrede noter om det meget mærkelige, som det er at læse nogen og blive læst af nogen, de samme eller nogle helt andre nogle.
Lars Bukdahl

Sternberg: Det samvær vi deler. 134 sider. 225 kr. Melodika.

Det er ingen andres skyld, når jeg til en begyndelse i denne anmeldelse af Sternbergs livfuldt flaksende og fleksende poetik eller måske rettere antipoetik Det samvær vi har sammen bliver nødt til at kvalificere min egen hype . Pressemeddelelsen meddeler nemlig følgende: »Lars Bukdahl kaldte ved flere lejligheder serien for 10’ernes Mit lys brænder .«

Mit lys brænder (som, har Thomsen fortalt, de studerende på Kunstakademiet kaldte for Mit livs brandert ) er Søren Ulrik Thomsens legendariske 80er-poetik fra akkurat 1985. Og hvad er en poetik? Det er mere eller mindre poetiske og forgrublede refleksioner, aforismer eller deciderede lovsætninger i anledning af egen aktuelle poesi. De store poetikskrivende poetologer i Danmark ved siden af S.U.T. er i 40erne Poul la Cour (Fragmenter af en Dagbog ) og i 60erne Per Højholt (Cézannes metode ); mindre poetikskrivende poetologer er blandt andre Niels Frank, Niels Lyngsø, Pia Tafdrup, men det er svært grænsende til umuligt at komme i tanke om eksemplarer af slagsen født efter 1970.

Men nu (eller rettere: for lidt over ti år siden, da bogens tekster begyndte som en føljeton i Hvedekorn, som bare ikke var til at stoppe) er der Sternberg, der er født 1973 lige præcis en generation efter Lyngsø (og mig, sagde kritikerhunden, miks af puddel og terrier, der skrev en lille poetik sent i 80erne, der, og det er det bedste, der er at sige om den, hed Fix orkidé ), men han føles faktisk, i sin poetikattitude og i sit poetikfokus, en til to generationer yngre. Således at der måske faktisk er tale om 20ernes Mit lys brænder , der på sin side i særdeles velformede fragmenter insisterede på digtets absolutte nærvær og topenergi og absoluthed kontra alt muligt kompromitteret ælte, inklusive enhver prosa.

STERNBERGS ATTITUDE er henkastet, diskret forfinet ævlende i små, småsystemiske (hvert kortprosakorte prosastykke begynder cirka, hvor det forrige sluttede) rundgange, og hans fokus er snarere end på egen specifikke, idiosynkratiske poesi på et du, der både og skiftevis og på samme tid er poetik- og poesilæseren og selv poet læst af poetikjeget, og på, hvor løbende underligt og forunderligt det er at læse og blive læst.

Her er en forbilledlig, søvngængersikker urolig tekst, der skrider oprømt fra skrivning til læsning:

»Sikke dog et levende mudder det er alt sammen! Hvad kan man overhovedet gøre sig håb om at finde i det? Først skal det filtreres, og så skal det limes sammen, og så ved man aldrig, om man pludselig står med noget, der spræller også en hyletone. Det kan synes som et ørkesløst slid. Måske er det noget nyt, der opstår, eller måske er det bare noget, som jeg havde glemt fandtes. Det værste er, at det selv bagefter er umuligt at afgøre. Og så opdager man, at man selv ligger i en andens håndflade, at man er faldet fra hinanden, at der gøres en rørende indsats for at rekonstruere én. Man er ved at blive til en karakter i nogens bevidsthed. Man har aldrig set sig selv sådan.«

DET SLÅENDE USLÅENDE i sådan poetikskrift og skriftpoetik er, hvor udramatisk og uindbildsk undersøgende og jævnbyrdigt, nærmeste kammeratligt – nemlig slet ikke gemytligt eller jovialt, snarere i sin skiftevist nære og vidtløftige fabuleren svirrende – samtalen med det læsende og skrivende du pågår. Thomsen måtte hæve sig selv og poesien fornemt fra 70ernes trælse udjævning; groovy og uanstrengt justerer Sternberg sig selv og den ned i ansigtshøjde. Derfor den tilsyneladende dobbeltkonfekt i den bevidst akavede titel, samværet mellem skriver og læser er hverken på halv- eller heldistancen, det er lige præcis jævnbyrdigt, delt lige over.

Dette er teksten lige før den allerede citerede, det er dens slutning, der nemlig er et Søren Ulrik Thomsen-citat, der som tvangsafsæt resulterer i det fine mudderbillede, men prægtigt er i sig selv billedet af læseren som en hundegård:

»Dér i baggrunden befinder det sig. Det, som ikke er med. Det skrivende væsen. Dets skrift er spor i sneen. Det er forfatteren. Forfatteren er en hund. Tegnsætningen er pletter af pis på papir. Værket er en stor lort. Du er en hundegård. Her larmer og stinker, men her kan også være en vidunderlig sødme, når alle hunde logrer, og ingen træder på andres lorte eller spreder dem så meget, at man ikke kan skelne værk fra grus og lort. Alt mudrer. Jeg er levende.«

Sternbergs poetik burde blive lige så legendarisk som Thomsens, det bliver den nok ikke, dertil er den simpelthen for tindrende hyggelig, og tindrende hygge er ikke det stof, legender gøres af, selvom det burde være det. Men mindre, for eksempel at den bliver læst af en hel masse og læst af unge digtere og bare unge mennesker, kan også gøre det, så tag at gøre det!

(Citerer titlen forkert!)

Så kom lektørudtalelsen!

Så kom DBC’s materialevurdering af Det samvær vi har sammen! Jeg tror sgu, at den er så god, at mange biblioteker køber bogen! Jeg må desværre ikke dele hele teksten, men her er et uddrag (det vigtigste er det sidste: at den anbefales bredt <3):

“Fremragende bog om litteratur, sprog, identitet, tid og drømme. Anbefales til poesi- og prosalæsere, der vil have udvidet verdens Kompleksitet med et evigt muterende forvandlingsbolsje. Sternberg-læseren er altid i eksklusivt samvær; man føler sig udvalgt, set, direkte tiltalt. Anbefales bredt.”

Min forlægger er også meget glad https://www.facebook.com/plugins/post.php?href=https%3A%2F%2Fwww.facebook.com%2Fordogmusik%2Fposts%2Fpfbid035VPwaDqyk5gQM1J4BgFoBnYu6q9egzDq5ouGJiBbfnRh1MptfxMYbFTnmnBmiGWNl&show_text=true&width=500&preview=comet_preview

Materialet er vurderet af Thomas Olesen.

Helbredende digte

Her er en ny video. Denne gang læser jeg op af digtsamlingen Helbredende digte. Køb den direkte fra Ekbatana, hvis du kan lide, hvad du hører. Eller lån den på dit lokale bibliotek.