Gravhundene har arbejdet hele dagen.
De har ikke fundet noget, men de har spist 3 mellemmåltider hver.
De har siddet på kanten af graven og kigget ned.
De har helt klart fornemmelsen af at have gravet dybt og bredt og vidt.
De har ikke sagt særlig meget til hinanden.
Gravhunde ka ikke snakke.
De har mest tygget på deres madder.
Nede i graven står gravkøerne.
De har ikke madder med.
De holder ikke pause.
Man kan sige at gravhunde og gravkøer arbejder i skiftehold.
Gravhundene stiller sig i lange rækker på små smalle stilladser.
Her står de og sender spande med jord op til overfladen.
Gravhunden anvender nemlig en industriel teknik,
Hvorimod gravkoen
– som jo har en lidt mere landlig livsanskuelse –
står på bunden og langer den ene mundfuld jord efter den anden op til
overfladen.
Når gravhundene har fri, kan de ikke komme hurtigt nok hjem til byen.
Her fester de og løber sidelæns i gaderne,
jagter ræve på kirkegårdene
– og røver en grav i ny og næ.
De tænker ikke på at gravkøerne bagefter
– i deres fritid –
er nødt til at rydde op efter dem.
I øvrigt tager gravkøerne meget bedre fat.
De har en betydelig bedre statistik.
Hvis man ser på mængden af jord flyttet pr. graveenhed
(en graveenhed består typisk af 10 gravhunde/køer)
er det nemlig tydeligt at der med gravkoen virkelig er sket et fremskridt
i forhold til dengang hvor man kun havde gravhunde.
Åh, hvis man dog bare havde en gravko til at hjælpe i køkkenet.
Tænk den lykkelige gravtæve som en skønne dag fødte sig en gravkalv.
Åh, hvis man fik gravkalve- og ikke hvalpe
– dette må være enhver gravtæves drøm

*

Seimi Nørregaards digtsamling, som er vældig god, og hedder, Jeg forventer en masse, kan købes gennem [link til: hurricane-publishing.com/ tekst: hurricane].