På skærmen står, at klokken er 4:40

Jeg er i dag 34 år gammel. Sikke noget. Jogging-Yoghurt med jordbær og rabarber. God morgen, Simon. Pt. er det jo kun dig, som kender til den her blog, så jeg stoler på, at det foreløbig kun er dig, der ser det her. Ahh … der bippede mikrobølgeovnen, hvilket betyder, at denne morgen/nat-trætte bøffel ved hvor den skal hen … Nu er klokken så 4:44. Der er kun lys i én anden lejlighed. Hvem kender gruen, som kunne finde sted inde bag persiennerne dér? Hadet, besættelsen, offerviljen. Ahr, hvorfor så melodramatisk, det kan også bare være en der skal tidligt op i dag … men det tror jeg ikke, det er … Det er jo den 11.9 i dag, så selvfølgelig er det i min gård, at dommedagsbomben produceres. Gamle bøffel tager et sip af kaffen fra i går aftes. Ja, den er stadig god. Det hjælper virkelig at tilføje lidt vand lige inden man genvarmer den. Uhm, livskvalitet; de dér små tricks, der skal sgu så lidt til – bare gøre sig en smule umage. Endnu en dag hvor bøflen skal sidde lammet og glo på henholdsvis trafikken og en skærm – Ahr, for syv helvede, Flokken – jeg får kvalme af den roman … Klokken er nu 4:50. Det undrer mig at folk brokker sig så meget over den her sommer, der er da meget lys i løbet af sådan en dag, synes jeg – altså ikke nu, men det er jo klart – det er nat. Og så når vejret er til det, kan man gå lidt med hunden – og hvad så, hvis det måske regner? – diversitet er vidunderligt. Nå, jeg troede, at tonen skulle være lidt morgenbrokkende hele vejen igennem, men jeg kan ikke – livet er jo smukt. Klokken er 4:57. 5:00. Jeg gloer lidt på blogposten her, må du forstå. Måske skulle jeg i fremtiden indlede hver post med at skrive Kære Blog(med stort), det er jo egentlig meget hyggeligt at skrive en post til nogen, som for eksempel nu dig, Simon. En blog, en roman, en fødselsdag, og så gik jeg i går i gang med en artikel Hunter S. Thompson har skrevet om Muhammed Ali. Sikke en dag, det sikkert bliver. 5:04, Vesterbro. Sådan en post her kunne jo blive ved.